Af Professor emeritus Peter C Gøtzsche og psykolog Allan Holmgren
(Nedenstående er vores debatindlæg, som Politiken ikke ville udgive)
I Politiken (21. august) kommer folketingsmedlem Matilde Powers (S) med et væld af forkerte påstande om ADHD.
Hun kalder ADHD en biologisk forstyrrelse i hjernen med en nedsat virkning af signalstofferne dopamin og noradrenalin. Man har aldrig kunnet påvise, at personer med en ADHD-diagnose har anderledes hjerner end andre, hverken på scanninger eller kemisk. ADHD er ikke andet end et navn, man har givet personer med en vis adfærd, som mange af os har. Når man bruger de diagnostiske spørgsmål på kursusdeltagere, får mellem en tredjedel og halvdelen diagnosen!
Powers mener, det er forkert at stille spørgsmålet, om der er for mange, der får diagnosen ADHD. Det er det ikke. Førende psykiatere, fx formanden for den komité i USA, der udgav diagnosemanualen DSM-IV, Allen Frances, har påpeget, at de alt for løse kriterier for diagnosen har skabt en pseudoepidemi af ADHD. Det er derfor, nogle har oversat det til ”Alle Drenge Har Det.”
ADHD er ikke nogen ”forklaring” på noget som helst, hvilket Powers mener. Folk siger, at de har ADHD. Man kan have en hund eller en bil, men ikke ADHD, som bare er et navn. Når vi giver en bestemt adfærd et navn, kan vi ikke sige, at en person opfører sig sådan, fordi han har ADHD. Det er et cirkelbevis, dvs. en tautologi. Desværre taler psykiaterne om denne sociale konstruktion, som om den eksisterede i naturen og kan angribe mennesker, som bakterier kan.
Powers’ beskrivelser af de gavnlige effekter af ADHD-medicin er helt forkerte. De fleste præparater indeholder amfetamin eller lignende stoffer, så medicinen er narkotika på recept. Det kan måske give kortvarigt velvære for nogle, men medicinen har ingen effekt på muligheden for at leve et normalt liv.
Det er ekstremt misvisende, når Powers skriver, at medicinen giver tre gange så stor chance for at være i job som voksne, 20% mindre risiko for depression og selvmord, betydelig større chance for at gennemføre sin uddannelse og kun halvt så stor risiko for at få alvorlige skader i en ulykke eller havne i stofmisbrug.
Det er også forkert, at der ikke er påvist alvorlige bivirkninger. Medicinen reducerer højde- og længdetilvækst betydeligt, og i FDA’s indlægsseddel for Ritalin står der, at medicinen kan forårsage slagtilfælde, hjerteanfald og død. Medicinen øger også risikoen for vold, inklusive tanker om selvmord og mord.
Powers sammenligner ADHD med diabetes. Det kan man ikke. Patienter med insulinkrævende diabetes mangler insulin, men personer med en ADHD-diagnose mangler ikke noget stof.
ADHD-diagnosen er så uvidenskabelig, at den slet ikke burde benyttes. Vi skal selvfølgelig tage os af de børn, der har vanskeligheder, men det forudsætter ikke en diagnose. Vi kan beskrive, hvad vanskelighederne består i, og så hjælpe børnene bedst muligt, uden medicin.
Anvendelsen af ADHD-diagnosen er udtryk for en ekstrem ansvarsfralæggelse i forhold til de reelle problemer, børn, unge og voksne har i deres liv. Man gør ADHD til et biologisk og kemisk problem i det enkelte menneske i stedet for at se de virkelige sociale problemer, der ofte er. Og så tror man, at man kan medicinere sig ud af problemerne.
Powers skriver, at vi måske i fremtiden kommer til at skamme os over debatten om, hvorvidt for mange børn får en ADHD-diagnose, og hvorvidt disse børns symptomer er ægte. Det er noget vrøvl. Naturligvis er der børn, der har vanskeligheder, men ADHD-diagnosen er blevet til en skadelig epidemi. Nogle af de danske psykiatriske lærebøger anbefaler psykosociale indsatser. Det er vi enige i.
Dokumentationen for det, vi skriver, findes i bogen, Critical psychiatry textbook, som kan hentes gratis.